Da Neil Armstrong for 50 år siden sat sin fod på månens overflade inspirerede det dyb respekt, stolthed og beundring over hele verden. Denne avis argumenterede for, at ”fra denne dag frem kan mennesket færdes overalt i universet, hvor sindet vil og opfindsomheden bestræber sig på … til planeterne, snarere frem for senere.” Men nej, månelandingen var en vildfarelse, et mål, der blev opnået, og et middel til at udstille Amerikas ekstraordinære evner fremfor et mål i sig selv. Da først dette mål blev opnået, krævedes det ingen gentagelse. Kun 571 mennesker har været i kredsløb om jorden, og siden 1972 er der ingen, der har vovet sig meget længere ud i rummet end afstanden fra Des Moines til Chicago.

De næste 50 år vil se meget forskelligt ud. Faldende omkostninger, nye teknologier, kinesiske og indiske ambitioner, samt en ny generation af iværksættere lover en dristig æra af rumudvikling. Denne vil næsten helt sikkert medføre turisme for de rige og bedre kommunikationsnetværk for alle. I det lange løb vil det kunne medføre mineraludvinding og endda massetransport. Rum kommer stadigt mere til at ligne en udvidelse af jorden - en arena for virksomheder og privatpersoner, og ikke blot for regeringer. Men for at kunne opfylde dette løfte må verden skabe sig et retssystem, der regulerer himmelen - i såvel fredstid som, hvis det skulle komme så langt, i tilfælde af krig.

Rumfartens udviklingen har hidtil været fokuseret på at lette aktivitet ned på jorden - især satellitkommunikation til radio-/tv-udsendelse samt navigation. Men nu er der to ændringer på vej: For det første, er geopolitik nu ved at lægge op til nye kraftanstrengelser for at sende mennesker længere ud end blot i kredsløb tæt på jorden. Kina planlægger at lande mennesker på månen inden 2035. Præsident Donald Trumps forvaltningen ønsker at få amerikanerne tilbage på månen inden 2024. Faldende omkostninger gør det billigere end nogensinde at vise sig frem på denne måde. Apollo har kostet hundredvis af milliarder dollars (i dagens penge). Nu er billetprisen et tocifret milliardbeløb.

[ … ]

Det er en fejltagelse at promovere rummet som en romantiserede Vilde Vesten, et anarkistisk grænseland, hvor menneskeheden kan smide sine lænker og genopdage sin skæbne. For at rummet kan indfri sit potentiale er det nødvendigt med styring. I en tid, hvor verden ikke kan blive enige om reglerne for handel med stænger af stål og sojabønner nede på jorden kan dette virke som et stort krav. Men i mangel heraf vil potentialet for alt det, der ligger hinsides jorden i bedste fald skulle vente yderligere 50 år inden opfyldelsen. I værste fald vil rummet kunne bidrage til jordens problemer.